Tillæg nr. 5 - Uglegårdsskolen og Solrød Idrætscenter

Baggrund og formål

Kommuneplantillæg nr. 5 er udarbejdet i forbindelse med, at der med lokalplan 306.5 for Solrød Idrætscenter og Børnenes Idrætshus gives mulighed for etablering af en hal til padelcenter på et areal mellem Litorinaparken og tennisbanerne i Solrød Idrætscenter.

Lokalplanen åbner op for, at der i forbindelse med padelcenteret gives mulighed for at etablere restaurant/café. En restaurant/café kan ikke etableres inden for gældende kommuneplanramme, hvorfor der skal udarbejdes et tillæg til Kommuneplan 2021.

Offentlig høring

Forslag til Kommuneplantillæg nr. 5 har været i offentlig høring sammen med forslag til lokalplan 306.5 i perioden fra den 8. december 2022 til den 12. januar 2023, begge dage medregnet.

Der er afholdt et høringsmøde om planforslagene den 5. januar 2023.

Der er i løbet af høringsperioden indkommet 55 høringssvar til lokalplanforslaget og forslag til kommuneplantillæg. Af de modtagne høringssvar omhandler en stor del bl.a. muligheden for at etablere restaurant/café i forbindelse med et padelcenter, herunder frygt for hvilke konsekvenser, en restaurant/café vil få for eksisterende restauranter og caféer i Solrød Center og for caféen i Solrød Idrætscenter.

Det er Byrådets ønske, at der i forbindelse med et kommende padelcenter gives mulighed for at etablere en restaurant/café. Kommuneplantillægget er derfor ikke ændret på baggrund af høringssvarene.

Redegørelse

I forbindelse med udarbejdelsen af en ny lokalplan for Solrød Idrætscenter og Børnenes Idrætshus, som skal muliggøre opførelsen af et padelcenter, er det Solrød Kommunes ønske, at der gives mulighed for at etablere restaurant/café i centret.

Den gældende lokalplan og kommuneplanramme tillader ikke, at der etableres sådanne virksomheder. Nærværende kommuneplantillæg er derfor udarbejdet, for at skabe det nødvendige grundlag for, at en ny lokalplan med mulighed for etablering af restaurant/café, kan udarbejdes.

Natura 2000-områder

Natura 2000-områder EU’s naturbeskyttelsesdirektiver, fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet pålægger EU's medlemslande at bevare en række arter og naturtyper, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene. Det skal ske ved at udpege særlige områder, hvor disse arter og naturtyper er beskyttede. Habitatområderne og fuglebeskyttelsesområderne udgør tilsammen Natura 2000-områderne. Det er myndighedens ansvar at sikre sig, at der er tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger til at afgøre, om planen kan skade et Natura 2000-område. De nærmeste Natura 2000-områder ligger hhv. ca. 0,6 km øst for (Ølsemagle Strand og Staunings Ø) og ca. 4 km nordvest for (Gl. Havdrup Mose). På grund af afstanden samt anvendelsen af områderne planforslaget vedrører, vurderes det, at gennemførelse af planen ikke vil påvirke Natura 2000-områderne væsentligt. Resultatet af screeningen medfører, at der ikke skal foretages en egentlig Natura 2000 konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

Bilag IV-arter Bilag IV i EU's habitatdirektiv indeholder en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte, både inden for og uden for Natura 2000-områderne. Det handler bl.a. om forbud mod ødelæggelse af yngle/rasteområder og mod at forstyrre fugle på reder. De områder planforslaget omfatter består udelukkende af bebyggede-, befæstede- og idrætsarealer. Der er således ingen naturarealer, beplantninger af væsentlig udstrækning eller lignende. Det vurderes derfor, at området ikke benyttes som yngle- eller rasteområde for plante- eller dyrearter på habitatdirektivets bilag IV. Det kan dog ikke udelukkes, at området sporadisk benyttes af flagermus som enten fødesøgningsområde langs bebyggelsen, eller at bygningerne benyttes som overvintrings- eller sommerresidens for arter af flagermus. Det vurderes dog samlet, at planområdet enten ikke benyttes af flagermus overhovedet, eller at det udgør et uvæsentligt yngle- eller rasteområde for arter af flagermus.

Ændringer med dette kommuneplantillæg

Kommuneplantillæg nr. 5 ændrer ikke ved afgrænsningen af kommuneplanramme 306.

Ændringen består i, at rammen tilføjes en specifik anvendelse i form af publikumsorienteret serviceerhverv, for at muliggøre, at lokalplan 306.5 kan tillade etableringen af en restaurant/café i forbindelse med anlægget af en ny hal til padelcenter. Desuden tilføjes Solrød Idrætscenter til rammens navn.

Kommuneplanens øvrige retningslinjer og udpegninger forbliver uændrede.

Miljøvurdering

I henhold til Lov om miljøvurdering af planer, programmer og konkrete projekter jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 3. januar 2023 skal kommunen gennemføre en miljøvurdering, hvis en given plan må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.

Som hovedregel er planer, der fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter, omfattet af lov om miljøvurdering, og disse planer skal derfor “screenes”, dvs. at der skal gennemføres en kort, indledende vurdering af, om der skal gennemføres en egentlig miljøvurdering. Ud fra “screeningen” beslutter Byrådet, om en plans påvirkning på miljøet har en karakter og et omfang, der kræver, at der skal gennemføres en egentlig miljøvurdering.

I kommuneplantillæg nr. 5 (med tilhørende forslag til lokalplan 306.5 for Solrød Idrætscenter og Børnenes Idrætshus) ændres der ikke væsentligt ved de overordnede forhold inden for rammeområdet, idet rammen udelukkende ændres for at muliggøre en restaurant i forbindelse med et nyt padelcenter.

På baggrund af screeningen af forslag til kommuneplantillæg nr. 5 for Uglegårdsskolen og Solrød Idrætscenter besluttede Byrådet den 5. december 2022, at der ikke skulle udarbejdes en miljøvurdering af planforslaget. Afgørelsen er ikke blevet påklaget.

Følgende nye rammeområder bliver udlagt i tillægget:

306 - Uglegårdsskolen og Solrød Idrætscenter

Følgende rammeområder bliver aflyst ved tillæggets endelige vedtagelse:

306 - Uglegårdsskolen