Her kan du læse, hvordan denne lokalplan forholder sig til byens øvrige funktioner.
Der må ikke placeres detailhandel inden for lokalplanområdet. Det vurderes, at området kan forsynes fra Jersie Center, der ligger ca. 650 meter fra området og hvortil man nemt kan komme enten via stisystem eller via lokale veje.
Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj skal overholdes, jf. lokalplanens §§ 10.1-10.2 og § 11.1.
I forbindelse med udarbejdelsen af et skitseprojekt for området, er der beregnet hvilke påvirkninger fra støj området kan forvente. Notatet med beregningerne kan ses i Bilag 7.
Lokalplanen sikrer overholdelse af de vejledende grænseværdier ved at give mulighed for støjafskærmning mod Jersie Strandvej.
Ved etablering af denne foranstaltning kan miljøstyrelsens vejledende grænseværdier overholdes jf. Bilag 7.
Lokalplanområdet skal forsynes med vand fra Solrød Vandværk.
Lokalplanområdet forsynes for nuværende med naturgas. Området forventes udbygget med fjernvarme i 2025, jf. Solrød Fjernvarmes udbygningsplan. Kollektiv varmeforsyning af området kan ske med fjernvarme fra Solrød Fjernvarme a.m.b.a.. Uanset lokalplanens bestemmelser om tilslutning til kollektiv varmeforsyning, er Byrådet forpligtet til at skulle dispensere, når ny bebyggelse opføres som lavenergibebyggelse (dvs. bebyggelsen opfylder bygningsreglementets krav til lavenergibebyggelse), jf. Planlovens § 19, stk. 4.
Håndtering af regnvand
Håndtering af regn- og spildevand skal ske i henhold til Solrød Kommunes spildevandsplan.
Der skal inden udledning til kloak ske forsinkelse af overfladevand (regnvand) inden for lokalplanområdet. Anlæg til håndtering af overfladevand skal i delområde I udformes, så de ud over deres tekniske funktioner også får rekreative funktioner, eksempelvis ved anlæg af bro i et regnvandsbassin, etablering af åbne kanaler eller ved beplantninger. Lokalplanen fastsætter ikke specifikke krav til udformningen af sådanne anlæg men giver mulighed for, at der anvendes forskellige typer. Anlæg til håndtering af overfladevand i delområde III skal udformes som tekniske anlæg.
Havvandsstigning
Staten har udpeget Solrød Kommune som oversvømmelsestruet område. Som følge af udpegningen skal kommunen udarbejde en risikostyringsplan for at mindske skaderne ved en oversvømmelse af kystzonen. Planen skal sikre, at kommunen kan handle effektivt, når der er risiko for oversvømmelse af byområder m.v. ud til kysten.
På denne baggrund har Solrød Kommune udarbejdet ”Risikostyringsplan for oversvømmelse fra kystzonen 2015-2021” som omfatter ca. 5,7 km kyststrækning fra kommunegrænsen i nord og ned til udløbet af Skensved Å mod syd.
Af risikostyringsplanen fremgår det, at området for lokalplan 416.2 er særligt sårbart ved hændelser, der medfører oversvømmelse fra havet.
Solrød Kommune er i færd med at gennemføre et kystsikringsprojekt, som vil sikre kystområdet mod havvandsstigning på op til 2,80 meter. Projektet er allerede udført for den strækning, nærværende lokalplan omhandler.
Jord skal som udgangspunkt genindbygges inden for lokalplanområdet.
Inden for lokalplanområdet er der registreret forurening på vidensniveau 2. Det betyder, at ændret arealanvendelse og håndtering af jorden i disse områder kræver tilladelse fra Solrød Kommune.
Ved udarbejdelsen af denne lokalplan (2025) busbetjenes området via busrute 121 på Jersie Strandvej. Bussen kører mellem Solrød Station og Køge Station.
Nærmeste S-togstation er Jersie Station, ca. 650 meter fra lokalplanområdet.