Baggrund for lokalplanen
Jersie Landsby repræsenterer sammen med kommunens øvrige landsbyer en værdifuld kulturhistorie og arkitektur. På baggrund af en arkitektonisk registrering af Jersie Landsby, vedtog Solrød Kommune derfor i 1978 en bevarende lokalplan og byggevejledning. I 2008 blev den bevarende lokalplan for Jersie Landsby revideret på opfordring af landsbylauget. Igennem de senere år har byrådsmedlemmer, borgere og kommunens administration igen fremsat ønske om, at det gældende plangrundlag skal revideres.
Forud for arbejdet med den nye lokalplan gennemførte Solrød Kommune i samarbejde med Jersie Landsbylaug et servicetjek af den gældende lokalplan 492.3 Jersie Landsby. Servicetjekket pegede blandt andet på et behov for en ny og mere nutidig lokalplan for Jersie Landsby med bedre mulighed for energimæssig renovering, opdatering af de bevarende bestemmelser, en lettere administrativ sagsbehandling samt bedre muligheder for at anvende eksisterende bebyggelse til andre formål. Derudover fremhævede landsbylauget, at en revideret lokalplan skal bidrage til at skabe en bedre balance mellem bevaring og udvikling med respekt for landsbyens kulturhistorie.
I august 2024 igangsatte Solrød Kommune arbejdet med en ny lokalplan for Jersie Landsby med afsæt i resultaterne af servicetjekket og med henblik på at forny plangrundlaget. Under udarbejdelsen af den reviderede lokalplan har landsbyens borgere og landsbylaug været inddraget løbende og bidraget til lokalplanens hovedformål og indhold samt skærpet administrationens forståelse og indsigt i planområdet.
I forbindelse med lokalplanarbejdet er der udarbejdet en SAVE-registrering af landsbyens bevaringsværdige bygninger, som danner grundlag for lokalplanens udpegning af bevaringsværdig bebyggelse.
Offentlig høring
Forslag til Lokalplan 492.5 Jersie Landsby er i offentlig høring i perioden fra den 21. april 2026 til den 16. juni 2026, begge dage medregnet.
Der afholdes borgermøde om lokalplanforslaget den 27. maj 2026 kl. 18.00 - 19.30 i Jersie Forsamlingshus, Nordre Byvej 4, 2680 Solrød Strand. Af hensyn til planlægningen af borgermødet bedes du tilmelde til dig ved at sende en mail til cbb@solrod.dk senest den 20. maj 2026. I emnefeltet skrives "Borgermøde om lokalplan 492.5". Husk at angive hvor mange der deltager.
