Dispensation og tilladelser

Dispensation fra lokalplanen

Byrådet kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser under forudsætning af, at det ikke ændrer den særlige karakter af det område, der søges fastholdt ved lokalplanen. Det vil sige, at dispensationen ikke må stride mod lokalplanens principper.

Jersie Kirke

Centralt i Jersie Landsby ligger Jersie Kirke, som er omfattet af en kirkebyggelinje. Her er det inden for 300 meter fra Jersie Kirke ikke tilladt at opføre bebyggelse, der overstiger en højde på 8,5 meter, jf. naturbeskyttelseslovens § 19.

Derudover er området omkring Jersie Kirke omfattet af en fredning, der skal sikre, at der ikke opføres bebyggelse, transformerstationer, lys - eller telefonmaster eller i øvrig noget, der kan virke skæmmende for Jersie Kirke og den tilhørende kirkegård. Lokalplanen er i overensstemmelse med fredningen.

Området omkring Jersie Kirke er i Kommuneplan 2025 udpeget som kirkeomgivelser (retningslinje 4.3.1). Det betyder at der inden for de afgrænsede kirkeomgivelser må byggeri, anlæg og skovplantning kun gennemføres, hvis det ikke forringer oplevelsen af samspillet mellem kirke og landskab eller landsbymiljø, herunder ind- og udsyn fra kirkerne. Lokalplanen er i overensstemmelse med udpegningen kirkeomgivelser.

Fortidsminder

Lokalplanområdet er ikke udpeget til område med særlige kulturhistoriske værdier, men landskabet omkring Jersie Landsby er udpeget som et bevaringsværdigt kulturmiljø grundet den tydelige stjerneudskiftningsstruktur. 

Findes der under jordarbejder grave, gravpladser, bopladser, ruiner eller andre jordfaste fortidsminder, skal arbejdet, i medfør af museumslovens § 27, standses i det omfang, det berører fortidsmindet. Fundet skal straks anmeldes til Museum Sydøstdanmark.

En bygherre kan i henhold til museumslovens § 25 anmode Museum Sydøstdanmark om at tage stilling til, hvorvidt jordarbejder vil berøre væsentlige fortidsminder.