Velkommen til det nye Kommuneplanforslag!
Her kan du se Forslag til Solrød Kommuneplan 2025, som er i høring fra den 6. februar til den 8. april 2025.
Kommuneplanen angiver de samlede fysiske planlægning for hele kommunen, og for hvordan Byrådet ønsker at disponere og udvikle kommunen de næste 12 år.
Kommuneplanen er delt op i fem temaer, som hver især beskriver de mål og retningslinjer, Byrådet har sat for den fremtidige udvikling og anvendelse af arealerne i kommunen.
Med Planstrategi 2023 og Den Grønne Dagsorden besluttede Byrådet en delvis revision af den tidligere Kommuneplan 2021 ud fra en række emner og forslag, som blev nærmere foldet ud efter planstrategien via en række workshops med fokus på emnerne i planstrategien. Dette kommuneplanforslag er resultatet af denne proces og Byrådets videre arbejde.
Rammerne for lokalplanlægning indeholder konkrete og generelle bestemmelser for de enkelte byområder i kommunen, og disse bestemmelser ligger til grund for nye lokalplaner.
Under matrikel kan du søge på en adresse og finde frem til, hvad kommuneplanen har af betydning (udpegninger) for denne ene matrikel.
Og under høring kan du læse mere om den offentlige høring, og læse om miljøforhold mv.
Du kan også læse mere om, hvad en kommuneplan er her, lige som du også kan finde en læsevejledning her.
Solrød Kommuneplan 2021 er fortsat gældende, indtil den nye Kommuneplan 2025 er vedtaget.
Midlertidige retsvirkninger, mens planen er i forslag
Forslag til Solrød Kommuneplan 2025 blev vedtaget af Byrådet den 29. januar 2025 til offentlig fremlæggelse i perioden fra den 6. februar til den 8. april 2025.
I følge Planlovens § 12 skal Byrådet virke for kommuneplanens gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen, jf. dog Planlovens §§ 5 u, 19 og 40.
Inden for byzoner kan Byrådet modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.
Inden for byzoner og sommerhusområder kan Byrådet modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er udlagt til offentligt formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt. Forbud kan endvidere ikke nedlægges, hvis bebyggelsen eller anvendelsen allerede er tilladt eller i øvrigt er lovligt etableret, herunder efter anden lovgivning.
Efter vedtagelsen af kommuneplanen, kan kommunen nedlægge forbud mod bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggede eller ubebyggede arealer, hvis de er i strid med kommuneplanens rammebestemmelser. Der kan også nedlægges forbud mod bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser, jf. planlovens § 12, stk. 2 og 3.
Når Solrød Kommuneplan 2025 bliver vedtaget og træder i kraft, vil den erstatte den tidligere kommuneplan fra 2021 (som så aflyses).