Vejen frem til Kommuneplan 2025
"Sammen skaber vi det bedste sted at leve og bo" er Byrådets vision for Solrød Kommune.
Med Planstrategi 2023 lagde Byrådet op til de næste skridt frem mod visionen, idet planstrategien udgør strategien for, hvad Byrådet ønsker at lægge vægt på, når vi arbejder med kommunens fremtidige udvikling.
Det har været vigtigt for Byrådet, at borgerne blev inddraget i arbejdet med både planstrategien og det nye kommuneplanforslag. Det har derfor været muligt for alle at bidrage med tanker og idéer til planstrategien, før den blev formuleret. Byrådet arbejdede efterfølgende videre med idéerne, som på den måde har dannet grundlag for de temaer, Byrådet har valgt i planstrategien.
Planstrategi 2023 er en visionær strategi, men den får først værdi, når den bliver ført ud livet. Den del af strategien, som vedrører den fysiske planlægning af kommunen, er ført over i dette kommuneplanforslag.
Derudover vil Byrådet og udvalgene løbende arbejde med at omsætte temaerne fra planstrategien via politikker, strategier og andre indsatser. Hensigten er, at vi sammen skaber det bedste sted at leve og bo!
Planstrategien lagde op til en delvis revision af kommuneplanen ud fra følgende overordnede emner:
Strategiens fokus på boliger for alle indgår allerede i kommuneplanen, da Byrådets Boligpolitik fra 2019 blev indarbejdet ved sidste revision. Men næste kommuneplan vil fortsat have fokus på at sikre mulighed for at etablere flere mindre boliger med en central beliggenhed i forhold til indkøbsmuligheder, kollektiv transport og et aktivt fritidsliv med motion og bevægelse.
Mindre boliger med en central placering, fx ved Solrød Center, vil kunne imødekomme et stigende behov i kommunen for senioregnede boliger, boliger til unge (også dem med særlige behov) og boliger til enlige.
Behovene skal ses i forlængelse af den forventede befolkningsudvikling med en relativ stor vækst i de ældste aldersgrupper de næste 10 år – Vi bliver flere og lever længere. Det skal vores planlægning også tage højde for.
Derudover forventes muligheden for eventuel etablering af et (fri)plejehjem i tilknytning til Havdrup indarbejdet i kommuneplanen, lige som den kommende Helhedsplan for Havdrup By kan få betydning for kommuneplanrevisionen.
Strategiens fokus på fællesskaber forventes implementeret i kommuneplanen ved at sikre muligheder for etablering af bofællesskaber og fælleshus/aktivitetshus, fx i Havdrup.
Der er også ønsker om at muliggøre en klimalandsby/økolandsby, som et eksperimenterende fællesskab.
Derudover har strategien også fokus på fleksible rammer og multifunktionalitet som et redskab til at understøtte fællesskaber, fx ved at sikre blandede fysiske rammer med mulighed for flere eller skiftende formål – både bygninger, lokaler og udearealer. Det kan fx være at sikre mulighed for at en vuggestue også kan anvendes til andre formål efter lukketid, fx samlingssted/mødefaciliteter, eller omdannes/ombygges til andre formål, alt efter den demografiske udvikling.
Der er generelt fokus på at sikre gode rammer for borgere i alle aldre – også dem med særlige behov.
Strategiens fokus på at være tæt på borgerne handler om at sikre mulighed for etablering af borgernære og decentrale sundhedsfunktioner, fx er der ønske om at skabe mulighed for eventuel etablering af en slags sundhedshus i Havdrup med borgernære sundhedstilbud, eventuelt i forbindelse med et plejehjem, som der også forventes indarbejdet mulighed for.
Samtidig forventes også fortsat at sikres mulighed for etablering af faciliteter, som understøtter og opfordrer til bevægelse – især ud fra et ønske om en forebyggende indsats for at bremse udviklingen i det stigende antal livsstilssygdomme som følge af, at vi bevæger os mindre. Kommuneplanen forventes også fortsat at sikre mulighed for etablering af cykelstiforbindelse på Roskilde-Køge ruten via Havdrup til et samlet forløb som supercykelsti.
Muligheden for øget biodiversitet i både by- og landområdet forventes indarbejdet i planlægningen fremover, fx ved krav om biodiversitet i vores lokalplaner. Der er også ønsker om flere grønne områder i byerne, mere skov og natur i kommunen samt bedre mulighed for at opholde sig i og benytte rekreative områder, herunder også adgangen til naturen og mulighed for flere aktiviteter i naturen. Vi bliver flere om at dele arealerne, og vi har kun det areal, vi står og går på.
Derfor er det vigtigt at samtænke funktioner og dermed opnå merværdi ved fremtidige projekter. Det handler også om at balancere to ofte modsatrettede ønsker for naturen; benyttelse kontra beskyttelse.
Strategiens fokus på klimaansvar (se Den Grønne Dagsorden) forventes implementeret i kommuneplanen i det omfang, at Klimaplanens indsatser kan omsættes via konkrete forslag til projekter.
Der er fx ønske om at undersøge mulighed for etablering af større arealer til solcelleanlæg i kommunen. Tilsvarende kan også arealudpegninger som følge af omstillingen til vedvarende energi komme i spil, hvis der er konkrete forslag til projekter.
Strategiens fokus på fremtidens erhverv, som også hænger tæt sammen med vækst og udvikling i kommunen set som helhed, forventes implementeret i kommuneplanen ved at der skal sikres større rammer for erhverv, fx i form af mulighed for arbejdsfællesskaber (fx kontorfællesskaber) og muligheder for lokaler til webshops o. lign. Derudover er der ønske om at sikre øgede muligheder for turisme som erhverv, fx i form af muligheder for etablering af hotel, glamping- eller campingfaciliteter. Dette arbejder afhænger dog af en afklaring på, hvilke erhverv vi som kommune især ønsker at understøtte?
Tilsvarende forventes strategiens fokus på udvikling af bymidten Solrød Center implementeret i kommuneplanen ved fortsat at åbne op for muligheden for at omdanne stationspladsen (busholdepladsen) i Solrød Center. Pt. afventes resultatet af en proces omkring et samlet projekt for byudvikling af arealerne i Solrød Center (jf. Byrådets budgetaftale 2023). Derudover forventes kommuneplanen at forholde sig til, om der skal sikres mulighed for endnu større butiksenheder i Solrød Center, blandt andet på baggrund af en opdateret detailhandelsanalyse.
Byrådet har også et ønske om at undersøge muligheden for byudvikling af arealet øst for Jersie Station (parkeringspladsen), fx med dagligvarebutik, boliger og parkeringspladser.
- Energi
Udfase naturgas og olie i varmeforsyningen.
Etablere vedvarende energi til en lokal grøn el og varmeforsyning. - Transport
Understøtte omstillingen til elbiler, elbusser mv. ved bl.a. at etablere ladeinfrastruktur.
Understøtte alternativerne til bilen og mulighederne for ændre vores ’normale’ mobilitetsformer. Fx ved at fremme kollektiv trafik, cyklisme, delebiler mv. og ved at bruge byplanlægningen til at understøtte oprettelsen af borgerfællesskaber, decentrale kontorfællesskaber mv. - Landbrug og arealanvendelse
Udtage landbrugsjord og etablere vådområder, skov og vild natur (Vand- og naturprojekt Solrød Bæk). - Cirkulær økonomi
Minimere affald til forbrænding, recirkulere og genbruge byggematerialer og reducere metanudledningen fra organisk affald. - Klimaansvar og forbrug
Øge vores fælles viden, motivation og politiske handlemuligheder for at ændre vores egne vaner og for at omstille vores lokalsamfund. - Kommunen som virksomhed
Udfase naturgas til de kommunale bygninger, bygge og renovere bæredygtigt, etablere solceller på kommunale ejendomme, udfase kommunens fossile køretøjer og foretage flere grønne og bæredygtige indkøb. - Klimatilpasning
Tilpasse os til oversvømmelser fra stormflod og stigende havvandsstand ved at sikre vores kyststrækning m.m.
Byrådet skal udarbejde en strategi i 1. halvdel af hver valgperiode. Af denne strategi skal det fremgå, i hvilket omfang kommuneplanen skal revideres. Kommuneplanen skal efterfølgende revideres i 2. halvdel af valgperioden.
Planstrategien
Før Byrådet tog stilling til, hvilke emner planstrategien skulle fokusere på, inviterede Byrådet borgerne til at komme med idéer og input til processen og indholdet i foråret 2023. Dette skete via Solsiden, som er Solrød Kommunes platform for digital borgerinddragelse. Herefter arbejdede Byrådet videre med strategien, blandt andet ud fra bidragene fra Solsiden, indtil et udkast til strategien tog form.
Forslag til Planstrategi 2023 var i høring i perioden fra den 29. juni til den 31. august 2023. Høringen fungerede samtidig som forudgående indkaldelse af idéer og forslag forud for den kommende kommuneplanrevision, som forventes gennemført inden udgangen af 2025.
I høringsperioden indkom 29 høringssvar med bemærkninger og forslag til planstrategiforslaget. De indkomne høringssvar gav ikke anledning til ændringer i strategien, men alle bidrag blev bragt videre til Byrådet, som kunne beslutte, om der skulle arbejdes videre med dem i kommuneplanen, politikker, strategier og andre indsatser.
Kommuneplanforslaget
Efter Byrådets vedtagelse af planstrategien blev arbejdet med kommuneplanrevisionen sat i gang. Her besluttede Byrådet, at der inden de politiske drøftelser skulle igangsættes en struktureret dialog med borgerne om Solrød Kommunes særlige kendetegn og værdier, samt om principperne for den fremtidige udvikling af kommunen, herunder hvad der er værd at værne om, og hvad der skal udvikles. Dialogen skulle tage udgangspunkt i planstrategiens emner.
På denne baggrund blev der afholdt to borgerworkshops for at få borgernes input til henholdsvis værdier og kendetegn samt den fremtidige udvikling.
Byrådet deltog i begge borgerworkshops og har efterfølgende haft en række drøftelser med fokus på at samle op på de to borgerworkshops og at give pejling på, hvad der skulle arbejdes videre med i det nye kommuneplanforslag.
Solrød Kommuneplan 2025 består af fem temaer, som hver især består af henholdsvis mål og retningslinjer:
- Tema om by & boliger
- Tema om erhverv & detailhandel
- Tema om klima & bæredygtighed
- Tema om natur, vand & land
- Tema om trafik & mobilitet
Derudover indeholder Solrød Kommuneplan 2025 rammer for lokalplanlægningen. Se rammerne her.
Du kan også læse mere om hvad en kommuneplan er her.
Hvis der kommer ændringer til kommuneplanen (først efter vedtagelsen), inden næste kommuneplanrevision, vil disse ske som tillæg til kommuneplanen. Disse tillæg vil være at finde her i kommuneplanen.