Retningslinjer for detailhandel

I Solrød Kommune er detailhandelsstrukturen bygget op omkring vores to bymidter i Solrød og Havdrup, hvor Solrød Bymidte er den største og kommunens primære bymidte. Derudover har vi to mindre lokalcentre, henholdsvis Jersie Center (ved Jersie Station) og Trylleskov Strand Center (i bydelen Trylleskov Strand).

Som udgangspunkt kan butikker og (mobile) stadepladser kun lokaliseres i bymidter eller lokalcentre, men der er mulighed for etablering af mindre, enkeltstående butikker uden for den eksisterende detailhandelsstruktur, herunder i kommunens landsbyer. Derudover giver kommuneplanen mulighed for butikker med særligt pladskrævende varer i et udpeget område i det nordlige Havdrup (en del af Havdrup Industriområde).

Disse retningslinjer omhandler placering af detailhandel (butikker).

Kunderelaterede serviceerhverv, som fx restaurationer og personlig pleje, er tit at se side om side med butikker, men går ikke under betegnelsen detailhandel. Dog understøtter de kunderelaterede serviceerhverv ofte detailhandelen og bylivet. For placering af kunderelaterede serviceerhverv henvises til retningslinjer for erhverv.

Herunder finder du vores retningslinjer for detailhandel med tilhørende redegørelser (enten under de enkelte retningslinjer eller til sidst i listen).

Solrød Kommune har fastlagt en detailhandelsstruktur som vist på retningslinjekort for detailhandel.

Butikker skal etableres inden for detailhandelsstrukturen. Dog kan der placeres enkeltstående butikker uden for detailhandelsstrukturen efter RL 2.2.6.

Solrød Center med en del af Strandvejen og Havdrup Center med en del af Hovedgaden er udlagt til bymidter. Se retningslinjerne 2.2.2 og 2.2.3.

Jersie Center og Trylleskov Strand Center er udlagt til lokalcentre. Se retningslinjerne 2.2.4 og 2.2.5.

Derudover kan der placeres butikker med særligt pladskrævende varer i en del af Havdrup Industriområde, langs Salbjergvej. Se retningslinje 2.2.7.

Solrød Bymidte har et maksimalt bruttoetageareal til butiksformål på 17.000 m2 og afgrænses som vist på retningslinjekort for detailhandel.

Butiksstørrelserne må ikke overstige 3.500 m2 bruttoetageareal for de enkelte dagligvarebutikker og 2.000 m2 bruttoetageareal for de enkelte udvalgsvarebutikker inden for området.

Langs Strandvejen (inden for bymidteafgrænsningen, men uden for Solrød Center) må bruttoarealet for den enkelte butik ikke overstige 200 m2.

Se også RL 1.3.8 (om anvendelse af stueetagen i bymidten) under strategi for Solrød Bymidte (byliv) her.

Solrød Bymidte fungerer fortsat som kommunens primære center, der udover at tjene Solrød Strand og opland, også tjener resten af kommunen. En bymidte er en betegnelse for de største centerdannelser, jævnfør planloven.

Solrød Bymidte består af Solrød Center og en del af Solrød Strandvej, nærmest centret. Der foretages ingen ændringer i afgrænsningen med denne kommuneplan. Dog udpeges en del af bymidten som noget nyt til en strategisk bymidte for byliv - se strategi for bymidter her.

I Solrød Bymidte ligger lidt over 30 butikker. Heraf er halvdelen dagligvarebutikker og halvdelen udvalgsvarebutikker. Dette er den største koncentration i Solrød Kommune. Hovedparten af butikkerne ligger i Solrød Center, mens ca. ¼ ligger langs Strandvejen i tilknytning til Solrød Center.

I Solrød Bymidte findes både detailhandel (dagligvarebutikker og udvalgsvarebutikker) og en række andre funktioner, eksempelvis liberale erhverv (banker, ejendomsmæglere m.m.) og servicefunktioner (café, restaurant m.m.). Generelt er både detailhandel og øvrigt erhverv udført i mindre skala langs Solrød Strandvej - og ligger mere spredt.

Detailhandelsstrukturen omfatter kun detailhandel. Derudover kan bylivet og detailhandelen understøttes med kundeorienterede serviceerhverv, som fx restauranter, caféer, biograf, fitness, personlig pleje mv. Men disse erhvervstyper sidestilles ikke med detailhandel.
Se også RL 2.1.1 (om placering af erhverv) under retningslinjer for erhverv.

Ændringer i forhold til sidste kommuneplan

Solrød Kommune har med denne kommuneplan valgt at fastholde de nuværende mulige butiksstørrelser i Solrød Center, men reducerer de enkelte butiksstørrelser uden for Solrød Center for at understøtte og koncentrere handelen i bymidten. 

Samtidig reduceres den maksimale ramme til butiksformål (detailhandel) og butiksstørrelsen på de enkelte butikker langs Solrød Strandvej (uden for Solrød Center) i overensstemmelse med anbefalingerne i den seneste detailhandelsanalyse (fra 2024). 

Den maksimale ramme for hele bymidten reduceres med denne kommuneplan fra 20.900 m2 til 17.000 m2, hvilket fortsat efterlader en restrummelighed på ca. 4.500 m2 til ny detailhandel (butikker). Udover detailhandel kan der fortsat kunne etableres kundeorienterede serviceerhverv (fx restauranter, caféer, personlige pleje, sundhedsfunktioner, kulturelle funktioner mv.)

Se detailhandelsanalysen fra 2024 her (i fuld version) eller se resumé af detailhandelsanalyse 2024.

Se også strategien for Solrød Bymidte her.

Havdrup Bymidte har et maksimalt bruttoetageareal til butiksformål på 5.500 m2 og afgrænses som vist på retningslinjekort for detailhandel.

Butiksstørrelserne må ikke overstige 3.500 m2 bruttoetageareal for de enkelte dagligvarebutikker og 2.000 m2 brutto-etageareal for de enkelte udvalgsvarebutikker inden for området.

Havdrup Center har tilsammen med en del af Hovedgaden (nærmest centret og stationen) og stationspladsen status som bymidte. En bymidte er en betegnelse for de største centerdannelser, jævnfør planloven. Afgrænsningen videreføres uændret fra Kommuneplan 2021. Men med denne kommuneplan udpeges desuden en del af bymidten som strategisk levende bymidte under strategi for Havdrup Bymidte (byliv). Udpegningen til levende bymidte er dog ikke afhængig af detailhandelen.

Havdrup Bymidte er det næststørste centerområde i kommunen og fungerer som center for Havdrup og opland. Her er i alt 10 butikker (pr. 2024).

I Havdrup Center er detailhandel (dagligvarebutikker og apotek), og der er mulighed for at etablere liberalt erhverv, offentlige og kulturelle formål. Langs Hovedgaden og på Stationspladsen findes enkelte mindre butikker og kunderelaterede serviceerhverv. Der er stadig enkelte, mindre ubebyggede grunde i centret.

I følge anbefalingerne i den seneste detailhandelsanalyse (fra 2024) reduceres den maksimale ramme for butiksformål i Havdrup fra 7.000 m2 til 5.500 m2. Dette efterlader en restrummelighed på små 500 m2 til mindre udvidelser/ombygninger eller nybyggeri.  Samtidig fastholdes de nuværende maksimale butiksstørrelser.

Se detailhandelsanalysen fra 2024 her (i fuld version) eller se resumé af detailhandelsanalyse 2024.

Se også strategien for Havdrup Bymidte her.

Jersie Center er udlagt til lokalcenter, og det maksimale bruttoetageareal til butiksformål samlet ikke må overstige 1.500 m2, og butiksstørrelsen for den enkelte butik ikke må overstige 1.200 m2 bruttoetageareal inkl. personalefaciliteter.

Jersie Center afgrænses som vist på retningslinjekort for detailhandel.

Jersie Center fastholdes som lokalcenter og udgøres i 2021 af én dagligvarebutik. Med denne kommuneplan reduceres den maksimale ramme for detailhandel i lokalcentret fra 3.000 m2 til 1.500 m2 i overensstemmelse med anbefalingerne i den seneste detailhandelsanalyse (fra 2024). Dette svarer til de samme muligheder, som i kommunens andet lokalcenter i Trylleskov Strand.

Afgrænsningen af Jersie Center reduceres med denne kommuneplan, så afgrænsningen stemmer mere overens med de faktiske forhold i området (de eksisterende boliger udgår af udpegningen).

Ifølge den nye detailhandelsanalyse ligger mulighederne for udvikling af lokalcentrene især i at supplere nuværende butikker med små serviceerhverv. Den nye reducerede ramme efterlader en mindre restrummelighed (udover den eksisterende dagligvarebutik), og denne restrummelighed kan anvendes til mindre serviceerhverv. 

Se detailhandelsanalysen fra 2024 her (i fuld version) eller se resumé af detailhandelsanalyse 2024.

I Trylleskov Strand er udlagt et areal til lokalcenter.
Det samlede bruttoetage-areal til butiksformål må ikke overstige 1.500 m2, og størrelsen på den enkelte butik ikke må overstige 1.200 m2 bruttoetageareal inklusiv personalefaciliteter.

Trylleskov Strand Center afgrænses som vist på retningslinjekort for detailhandel.

Lokalcentret består i dag af én dagligvarebutik. Med denne kommuneplan reduceres den samlede ramme til butiksformål i lokalcentret i overensstemmelse med anbefalingerne i den seneste detailhandelsanalyse (fra 2024). Dette svarer til de samme muligheder, som i kommunens andet lokalcenter, Jersie Center.

Afgrænsningen af lokalcentret er overført uændret fra Solrød Kommuneplan 2021.

Ifølge den nye detailhandelsanalyse ligger mulighederne for udvikling af lokalcentrene især i at supplere nuværende butikker med små serviceerhverv. Den nye reducerede ramme efterlader en mindre restrummelighed (udover den eksisterende dagligvarebutik), og denne restrummelighed kan anvendes til mindre serviceerhverv. 

Se detailhandelsanalysen fra 2024 her (i fuld version) eller se resumé af detailhandelsanalyse 2024.

Inden for den enkelte landsbys afgrænsning, som vist på retningslinjekort for detailhandel, kan der placeres i alt op til 250 m2 bruttoetageareal til butiksformål. 

Strandkiosker kan placeres i Trylleskoven, ved Østre Strandvej og i Jersie Strandpark.

Stadepladser af normalt omfang, herunder også mobile stadepladser, kan kun placeres, hvor kommuneplanen i øvrigt tillader detailhandel, jf. retningslinjekort for detailhandel.

Ved enkeltstående butikker forstås butikker, der kun tjener til lokalområdets daglige forsyning. Der skal minimum være en afstand på 500 m til den næste nærmeste butik, for at en butik kan defineres som en enkeltstående butik. Serviceerhverv medregnes ikke som egentlig detailhandel (butikker).
Se eventuelt RL 2.1.1 for placering af erhverv (under retningslinjer for erhverv).

Ved Strandens Hus (ved Østre Strandvej) og i Jersie Strandpark kan der fortsat være strandkiosk, café eller lignende. Endvidere kan der placeres kiosk ved Trylleskoven efter nærmere godkendelse fra fredningsmyndigheden.

Derudover kan stadepladser ”af normalt omfang” (herunder også mobile stadepladser) kun placeres, hvor kommuneplanen i øvrigt tillader detailhandel. I Solrød Bymidte skal placeringen af mobile stadepladser anvises i centergaden af Solrød Centerforening.

Der kun må maksimalt indrettes i alt 250 m2 detailhandel i hver af kommunens landsbyer. De enkelte butiksenheder skal mindst have en indbyrdes afstand på 500 meter for at blive betragtet som enkeltstående butikker.

Se Byggeri & anlæg i landzone for retningslinjerne for placering af detailhandel i landzone (fx gårdbutikker).

En del af erhvervsområdet Havdrup Industriområde kan anvendes til særligt pladskrævende varer og afgrænses som vist på retningslinjekort for detailhandel.

Det maksimale bruttoetageareal til butiksformål til særligt pladskrævende varer må inden for udpegningen samlet ikke overstige 3.000 m2, og butiksstørrelsen for den enkelte butik med særligt pladskrævende varer må ikke overstige 1.500 m2 bruttoetageareal.

Der skal sikres gode adgangsforhold samt et passende antal p-pladser i forbindelse med butiksarealet.

Udpegningen blev tilføjet i kommuneplanen i 2021 og er overført uændret i denne kommuneplan.

Særligt pladskrævende varer defineres i Planloven (§ 5 n), som butikker, der alene forhandler fx motorkøretøjer, lystbåde, campingvogne, trailere, planter, havebrugsvarer, tømmer, byggematerialer, grus, sten- og betonvarer, møbler samt ammunition og eksplosiver.

Området afgrænses til de ejendomme, som er beliggende ud til Salbjergvej (og med adgang herfra), da der her er gode trafikale forhold (for køretøjer) fra Sallevvej, så trafikken ikke ledes gennem den eksisterende by (boligområder).  

Området er tiltænkt at skulle opfylde et lokalt behov, hvilket understreges af størrelsen på de enkelte enheder, og at der samlet set ikke må være mere end 3.000 m2 butiksareal til særligt pladskrævende varer inden for hele udpegningen.

Solrød Kommune forventer ikke, at butikkerne vil tiltrække et opland, der ligger væsentligt ud over kommunegrænsen (primært grundet størrelsen). Derfor har vi umiddelbart vurderet, at området ikke vil tiltrække et regionalt opland.

Da detailhandelen i Solrød Kommune er præget af en høj grad af selvforsyning, betragter kommunen ikke sig selv som konkurrerende med nabokommunerne. Detailhandelen i Solrød er således rettet mod kommunens egne borgere, selvom disse også handler i nabokommunerne samt det øvrige hovedstadsområde.

Detailhandelscentrene ligger i umiddelbar forbindelse med kollektiv trafik (togstationer og/eller busforbindelser), således at der er sikret god tilgængelighed med kollektive transportmidler. 

I afsnittene nedenfor er der redegjort for en række forskellige emner i relation til detailhandelen i kommuneplanlægningen.

Du kan også se mere om Lovgivning og baggrundsmateriale for kommuneplanen her.

Detailhandel dækker over butikker med salg af enten dagligvarer, udvalgsvarer/tøj og særligt pladskrævende varer (fx biler, campingvogne, lystbåde, havecentre, byggemarkeder mv.).

Derudover supplerer serviceerhvervet detailhandelen og overtager i nogen grad butikslokaler, der ikke længere er relevante for detailhandelen. Serviceerhverv reguleres ikke af detailhandelsbestemmelserne.

Byrådet har også drøftet muligheden for at placere webshops i kommunen. En placering afhænger af, om webshoppen har kundeorienterede funktioner, som fx showroom, touchstore eller lignende. I så fald kan shoppen placeres, hvor der i øvrigt tillades butikker. Hvis ikke webshoppen har kunderelateret funktioner, skal denne placeres enten i et erhvervsområde eller i eget hjem, hvis ikke virksomheden har ansatte udefra eller ændrer på området nuværende karakter.

Solrød Kommune har fået udarbejdet en detailhandelsanalyse for kommunen i 2024, som ligger til grund for ændringerne i denne kommuneplan.

Detailhandelsanalysen 2024 for Solrød Kommune består af en fuld analyse (rapport) og en resumé-rapport med hovedkonklisonerne.

Se detailhandelsanalysen fra 2024 her (i fuld version) eller se resumé af detailhandelsanalyse 2024.

Flere tidligere detailhandelsanalyser er også at finde her på Solrød Kommunes hjemmeside.

Et statsligt mål er ifølge Planloven, at sikre at butikker placeres, hvor der er god tilgængelighed for alle trafikarter og så transportafstandene i forbindelse med indkøb er begrænsede.

I Solrød Kommune er center-områderne alle placeret i umiddelbar forbindelse med en station, hvorfra der er gode forbindelser med busser og enten med S-tog eller regionaltog – på nær Trylleskov Strand Center, hvor S-togsstationen endnu ikke er etableret (området busbetjenes).

Centrene i kystområdet – Solrød Bymidte, Jersie Center og Trylleskov Strand Center – er placeret i den del af fingerbyen, som kaldes Køgefingeren. Her ligger S-togsstationerne som perler på en snor langs kysten, hvor de hver især er tilknyttet en række detailhandelscentre.

Derudover er der etableret stiforbindelser til centrene for både gående og cyklister. Ligeledes er der etableret parkeringspladser stødende op til centerområderne, så bilister også er sikret adgang. Som udgangspunkt er parkeringsarealerne placeret i randen af centerområderne, således at den indre ”centergade” så vidt muligt friholdes til gående og cyklister. På denne måde sikres også et mere attraktivt bymiljø for de handlende, som i højere grad appellerer til at gøre ophold.

I lokalplaner, der er offentliggjort før den 1. juli 2007 og som ikke indeholder bestemmelser om butiksstørrelser, kan kommuneplanens maksimale butiksstørrelser uden videre anvendes. Der kræves således ikke en ny lokalplan.

Indeholder lokalplanen derimod bestemmelser om butiksstørrelsen – uanset om planen er offentliggjort før eller efter 1. juli 2007 – kræver det en ny lokalplan, før end kommuneplanens butiksstørrelser kan anvendes.

For dagligvarebutikker i bymidter kan der lægges op til 200 m2 til den enkelte dagligvarebutiks bruttoetageareal til personalekantine, personaletoiletter, personalefitnessfaciliteter og personalepauserum. 

Afgrænsningen af bymidter skal, ifølge Planlovens § 5 m, stk. 2, ske med udgangspunkt i tilstedeværelsen og koncentrationen af en række funktioner, herunder butikker, kulturudbud, privat og offentlig service. Der stilles ikke krav om metode.

For lokalcentre kan kommunen selv justere/ændre afgrænsningerne.

Der blev i 2024 (i forbindelse med den seneste detailhandelsanalyse) vurderet at være i alt 58 butikker og 86 kundeorienterende serviceerhverv i Solrød Kommune. Heraf ligger langt størstedelen inden for Solrød Bymidte (med Solrød Center og en del af Strandvejen). Butikkerne fordeler sig på dagligvarer, udvalgsvarer (beklædning, boligudstyr m.m.) og særligt pladskrævende varer.

Derudover bliver detailhandelen suppleret med en række kundeorienterede serviceerhverv, som ofte understøtter detailhandelen med sit kundeflow. Langt størstedelen af de kundeorienterede serviceerhverv er da også placeret i Solrød Bymidte. Kunderelaterede serviceerhverv dækker her over kategorierne restaurationer og personlig pleje, men defineres ikke som detailhandel.

Den forrige detailhandelsanalyse er fra 2020 og var baseret på tal for 2019 (før coronapandemien). Den seneste detailhandelsanalyse (fra 2024) er således det første billede på, hvordan butikslivet i Solrød Kommune er kommet ud på den anden side af coronapandemien.

Antal butikker og serviceerhverv

Du kan se, hvordan butikker og serviceerhverv fordeler sig på brancher herunder i de 2 tabeller (pr. 2024):

Tabel med antal burikker i Solrød Kommune hentet fra detailhandelsanalysen fra 2024

Antal serviceerhverv i Solrød Kommune, hentet fra detailhandelsanalysen fra 2024

Areal til butikker og serviceerhverv

Tilsvarende vurderes det eksisterende butiksareal i kommunen (pr. 2024) som vist herunder:

Arealer til butiksformål i Solrød Kommune, hentet fra detailhandelsanalysen fra 2024

Og tilsvarende areal for serviceerhvervene (pr. 2024):

Arealer til serviceerhverv i Solrød Kommune, hentet fra detailhandelsanalysen fra 2024

Omsætning

Den årlige omsætning i butikker og serviceerhverv i kommunen blev pr. 2024 opgjort til at være som vist i de 2 tabeller herunder:

omsætning i butikker i Solrød Kommune, hentet fra detailhandelsanalysen fra 2024

omsætning for serviceerhverv i Solrød Kommune, hentet fra detailhandelsanalysen fra 2024

Solrød Bymidte står således for mere end halvdelen af den samlede butiksomsætning i Solrød Kommune.

Omsætningen i serviceerhverv er tilsvarende koncentreret i Solrød Bymidte og i Nord, hvor særligt McDonalds restaurant står for en stor omsætning. Hvor omsætningen i personlig pleje er meget lille, er omsætningen for restauranter (i Solrød Bymidte) høj og ligger på niveau med omsætningen i udvalgsvarer i Solrød Bymidte.

Derudover er der en mindre omsætning udenfor Solrød Bymidte. Særligt skal dog nævnes restauranten McDonald’s ved afkørsel 30, som på grund af placeringen ud til Danmarks tættest befærdede motorvej har en meget stor omsætning i forhold til alle andre virksomheder inden for restaurantgruppen i kommunen. McDonald’s har dog ikke en væsentligt positiv betydning for fx det lokale byliv.

I detailhandelsanalysen fra 2024 er kommuneplanens maksimale arealramme (fra Kommuneplan 2021) holdt op mod den eksisterende restrummelighed til butiksformål, hvilket førte til følgende anbefalinger i detailhandelsanalysen (reduktion af maksimale rammer):

Tale der viser anbefalinger om restrummelighed til butiksformål

Ifølge detailhandelsanalysen (fra 2024) vurderes restrummeligheden altså til at være for stor i forhold til vækstpotentialet. Detailhandelsanalysen peger kun på et lille vækstpotentiale i Solrød Bymidte i forhold til både dagligvarer og udvalgsvarer. For resten af kommunen vurderes kun vækstpotentiale for udvalgsvarer (intet grundlag for vækst inden for dagligvarer). 

For at sikre Solrød Bymidte står stærkt i fremtiden, anbefales restrummeligheden generelt nedjusteret med denne kommuneplan, så der fremadrettet kun er begrænsede muligheder for at udvide detailhandelen uden for bymidterne (og primært Solrød Bymidte). Følges anbefalingerne i detailhandelsanalysen (fra 2024), vil der efter justeringer fortsat være en restrummelighed til butiksformål på 4.500 m2 i Solrød Bymidte, 500 m2 i Havdrup Bymidte og ca. 300 m2 i hver af de to lokalcentre.

Restrummeligheden forholder sig udelukkende til detailhandelen (butikker) og ikke kunderelaterede serviceerhverv. Se eventuelt RL 2.1.1 om placering af erhverv, herunder kunderelaterede serviceerhverv under Retningslinjer for erhverv.