Natur, vand & land

Tema om natur, vand & land handler om den del af kommunen, som ligger uden for byområderne. Det vil sige uden for eksisterende og planlagt byzone samt landsbyerne. I landområdet skal planlægningen varetage de forskellige hensyn der er, fx beskyttelse kontra benyttelse af arealerne. Det gælder, hvad enten ønsket er at etablere mere natur, ændre byggeri eller anlægge nye tekniske anlæg.

Stranden, skove og naturen i Solrød Kommune er værdigfuld, og vi skal både kunne bruge og beskytte disse områder, så de er til glæde og gavn for os og for de kommende generationer. 

Vi vil særligt have fokus på:

  • Mere biodiversitet
  • Bedre rekreative faciliteter

Emner er hentet fra Planstrategi 2023 og Den Grønne Dagsorden, som blev vedtaget som Byrådet oplæg til denne kommuneplan.

I Planstrategi 2023 er emnerne uddybet:

  • Mere biodiversitet
    Det er vigtigt, at vi som kommune bidrager til en hensigtsmæssig miljøudvikling og skaber forudsætningerne for en god og tryg fremtid for kommunens borgere. En måde, vi kan arbejde i den retning på, er ved at gøre vores bedste for at sikre et sundt og velfungerende økosystem. Derfor ønsker vi i Byrådet at værne om økosystemet ved at øge kommunens biodiversitet. Det kan vi gøre ved at arbejde for at skabe et alsidigt og mangfoldigt naturmiljø, hvor plante- og dyreliv kan trives.

  • Bedre rekreative faciliteter
    I Solrød Kommune har vi en masse dejlig natur. Det vil vi i Byrådet gerne give flere mulighed for at nyde og drage nytte af. Derfor vil vi have fokus på at skabe de bedste muligheder for, at der er nem adgang til naturen, og at det er tiltalende at opholde sig i naturen. Det kan vi gøre ved at skabe flere og bedre rekreative faciliteter, der indbyder til gode naturoplevelser. På den måde kan kommunens borgere få mest mulig gavn og glæde af naturen.

Landområdet i Solrød Kommune udgør ca. 75% af kommunens samlede areal. Landområdet omfatter blandt andet landbrugsejendomme og mindre bebyggelser samt nødvendige trafik-, forsynings- og kommunikationsanlæg i landzone. Solrød Kommune har også et eksisterende biogasanlæg og solfangeranlæg i landområdet.

Se kort med angivelse af landzone m.m.

Kommunen rummer varierede landskaber, kultur- og naturområder som landsbyerne, landbrugsarealer med historiske strukturer, vandløb, mose- og engarealer, mindre skovbevoksninger og åbne vidder med lange kig samt en kyststækning på knap 6 km med en unik strand med særegent naturpræg og bl.a. strandparker og forskellige publikumsfaciliteter.
Landskabet, kulturmiljøerne og naturen udgør en væsentlig ressource. Her er tale om områder med stor værdi – det åbne som en kontrast til de tættere byområder, her er ”højere til loftet”. Det åbne lands landskabs-, natur- og kulturværdier giver muligheder for rekreative oplevelser og aktivitet samt ophold i smukke landskaber, rig natur og spændende kulturmiljøer og det indenfor en kort afstand.

Der er et øget pres på arealerne i landområdet og mange interesser på spil. Derfor er der et konkret behov for at beskytte landskabet, kulturværdierne og naturen. Kommuneplanen fastsætter retningslinjer for varetagelse af naturbeskyttelsesinteresser og bevaringsværdier i landområdet.

Kystlandskabet i Solrød

Kyststrækningen i kommunen er omfattet af strandbeskyttelse, jf. Naturbeskyttelsesloven. Kommunerne skal tage særlige hensyn til natur og landskab, når de planlægger i områder, der ligger tæt på de danske kyster. Det skal bevare kysterne åbne og fri for bebyggelse og anlæg, som ikke er afhængige af at ligge ved kysten.

For at sikre, at de åbne kyststrækninger bevarer deres åbne karakter og fortsat udgør en væsentlig natur- og landskabsressource, skal kommunens planlægning respektere en kystnærhedszone. Kystnærhedszonen dækker som udgangspunkt kyststrækningen fra strandkanten og ca. 3 km ind i landet, der er dog lokale variationer. Den dækker de dele af kysten, der ligger i sommerhusområder og i landzone, dvs. ikke områder, der udlagt som byzone, som har andre regler.

Nye byarealer i kystnærhedszonen er kun muligt med en planmæssig begrundelse i ganske særlige tilfælde, hvis en placering af arealerne uden for zonen ikke er geografisk mulig. Gunstig beliggenhed i forhold til herlighedsværdier i kystnærhedszonen kan ikke accepteres som planlægningsmæssig begrundelse.

Tekniske anlæg kan kun placeres med en funktionel begrundelse, hvis en kystnær placering er påkrævet, eller hvor placering uden for kystnærhedszonen vil medføre uforholdsmæssige samfundsøkonomiske omkostninger.

Se mere om Lovgivning m.m. i forhold til kommuneplanen her.

Byrådets pejlemærke om "natur og klimaansvar i højsædet" leder hen til følgende mål for natur, vand & land:

  • Solrød Kommune vil værne om økosystemet ved at øge kommunens biodiversitet.
  • Solrød Kommune vil arbejde for at skabe de bedste muligheder for nem adgang til naturen, og at det er tiltalende at opholde sig i naturen.
  • Solrød Kommune vil arbejde for flere og bedre rekreative faciliteter, der indbyder til gode naturoplevelser.

  • Derudover vil Solrød Kommune fortsat værne om det åbne land, natur og kultur med passende afvejning mellem benyttelse og beskyttelse.

Planstrategi 2023 og Den Grønne Dagsorden har ført til tre nye mål i denne kommuneplan (de tre første). Derudover er det fjerde mål om at værne om det åbne land, natur og kultur overført uændret fra Solrød Kommuneplan 2021.

Byrådets pejlemærke "Natur og klimaansvar i højsædet" er et signal om, at vi også er ambitiøse, når det kommer til det aftryk, vi sætter i naturen og på klimaet, og at dette er en fælles opgave for kommune, borgere og virksomheder. Det kan du læse mere om i planstrategien.

Stranden, skoven og hele naturen i vores kommune er værdifuld, og vi skal bruge den og passe på den, så den bliver til glæde og gavn for os og for de kommende generationer. Vi arbejder for at reducere vores klimaaftryk, så vores kommune også i fremtiden kan blive det bedste sted at leve og bo.

I forbindelse med planlægning og administration af det åbne land vil Byrådet tage vare på de særlige beskyttelsesinteresser samt omgivelserne, hvorfra de kan opleves eller blive påvirket. Herunder skal vurderes, om den påtænkte ændring er forenelig med de særlige værdier, og om der i den forbindelse skal tages hensyn ved placering og udformning af bebyggelse, anlæg eller lignende. Offentlighedens mulighed for at få adgang til værdierne skal ligeledes vurderes, hvor dette er aktuelt.

Retningslinjer for natur, vand & land

Tema om natur, vand & land er opdelt i flere delemner, som kan være opdelt yderligere. Under hvert delemne kan du læse mere om Byrådets retningslinjer for det specifikke emne.

Retningslinjerne for byggeri og anlæg i landzone udgør principperne i grundlaget for landzoneadministrationen i Solrød Kommune. 

Retningslinjer for udvikling af landsbyerne er at finde under strategi for udvikling af landsbyer.