Retningslinjer for kolonihaver
Her kan du se gældende retningslinjer for placering og etablering af kolonihaver - med tilhørende redegørelse.
Kolonihaver omfatter overnatningshaver og daghaver (nyttehaver). Kommunen skal gennem kommune- og lokalplanlægningen sikre udlagte bynære arealer til kolonihaver i et antal og med en placering, der er i overensstemmelse med bebyggelsesforhold og mulighederne for at udlægge kolonihaver i kommunen. Nye kolonihaver planlægges som en integreret del af den lokale og regionale grønne struktur med fællesarealer og stier, som kan benyttes af offentligheden.
Arealerne til overnatningshaver kan udlægges i byområdet og i landområdet. Eventuel landzonestatus skal opretholdes.
Arealerne skal ligge i cykelafstand, højst 4 km fra en station i Fingerbyen og med god adgang for cyklister.
Kommunerne skal ved lokalplan sikre, at nye havelodder i gennemsnit ikke er større end 400 m2, samt at de ikke anvendes til helårsbosætning.
Ifølge Planlovens § 11c, stk. 1 skal kommunalbestyrelsen tilvejebringe rammer for indholdet af lokalplaner, som sikrer, at der er udlagt bynære arealer til kolonihaver i et antal og med en placering, der er i overensstemmelse med bebyggelsesforholdene og muligheden for at udlægge kolonihaveområder i kommunen. Ifølge Kolonihaveloven er kommunen kun forpligtet til at sørge for arealer til egne borgere.
Kommunen har udlagt et areal til nyttehaver i byzone (rammeområde 407), såfremt der opstår efterspørgsel på daghaver blandt kommunens borgere.
Administrationen kan ikke pege på andre egnede, ledige arealer til formålet i Solrød Kommune, hverken i byzone eller landzone.