Retningslinjer for skovrejsning
I Solrød Kommune findes de offentlige skove, Trylleskoven, Firemileskoven, Karlstrup Nyskov og Havdrup Nyskov.
Staten ønsker skovarealet fordoblet inden for en trægeneration. Det vil medføre, at Danmarks skovareal vil øges fra de nuværende 11-12 % til 20-25 % inden udgangen af dette århundrede. Målet er en ligelig fordeling på private og statslige skovområder. Hensigten er at fremme hensynet til friluftslivet, det vilde plante- og dyreliv samt at beskytte grundvands- og drikkevandsressourcerne.
Retningslinjer for skovrejsning fremgår herunder. Redegørelser er at finde under de enkelte retningslinjer og til sidst i listen herunder.
Udpegede skovrejsningsområder (positivområder) ønskes tilplantet med skov.
Skovrejsning inden for positivområder er uanset denne udpegning underlagt anden lovgivning, herunder beskyttelseshensyn i naturbeskyttelsesloven og museumsloven.
I kommuneplanen er der udpeget arealer til skovrejsning (positivområder), hvor det ud fra en samlet vurdering vil være hensigtsmæssigt med mere skov. Det sker ud fra et ønske om at øge biodiversiteten, beskytte grundvandet samt at bidrage til reduktion af CO2-udledningen.
Solrød Kommune kan ikke pålægge en privat grundejer at rejse skov, da skovrejsning bygger på et princip om frivillighed. Eksisterende arealanvendelse f.eks. til landbrugsformål kan fortsætte som hidtil, selvom om arealet er udpeget som positivområde for skov.
Alle skovrejsninger skal VVM-screenes for at afdække eventuelle negative virkninger på miljøet.
Skovrejsning i området ud mod Roskildevej kræver dispensation fra vejbyggelinjen og forudsætter dispensation fra Vejdirektoratet.
De højdebegrænsende indflyvningsplaner omkring Roskilde Lufthavn skal respekteres ved rejsning af skov.
Af tinglyste deklarationer kan der langs jordlagte højspændingsledninger være forbud mod beplantning med dybdegående rødder, og tilsvarende langs højspændingsluftledninger være forbud mod skovrejsning. Energistyrelsen anbefaler 15 meters vandret afstand fra luftledninger ved plantning af træer.
Der ydes tilskud til privat skovrejsning på landbrugsjorder, jf. Skovloven.
Inden for områder, hvor skovrejsning er uønsket (negativområder), må der ikke plantes skov.
I områder, hvor skovrejsning er uønsket (negativområder), er der forbud mod plantning af skov. Kommunen kan dog i særlige tilfælde dispensere til skovrejsning i områderne.
Trods skovenes mange positive sider, er der også områder, hvor skovrejsning er uønsket. Det er blandt andet områder, der rummer værdier af landskabelige, geologiske, kulturhistoriske og biologiske interesser, som ikke er forenelige med skovrejsning. Endvidere kan der være hensyn til dyrkningsjorder af høj kvalitet og områder, hvor der skal anlægges veje, ske byudvikling eller øvrige væsentlige interesser. I Solrød Kommune gælder det f.eks. omkring gravhøjene ved Solrød landsby samt transportkorridor og kystkilder, som er udpeget i Fingerplan 2019.
Inden for de øvrige landområder (neutralområder) kan der plantes skov efter en konkret vurdering.
For Karakterområde 1, ”Hovedlandskabet”, anbefales at:
-
Skovrejsning i området strider mod landskabets karakteristiske åbne karakter og de frugtbare jorde, som historisk set har fordret intensiv dyrket landbrug i området.
For Karakterområde 2, ”Jersie og Solrød landbrugslandskab”, anbefales at:
-
Skovrejsning i området strider generelt mod landskabets karakteristiske åbne karakter og frugtbare jorde, som historisk set har fordret intensiv dyrket landbrug i området.
-
Skovrejsning i området lige vest for motorvejen, som er udpeget med det strategiske mål vedligehold/forbedre, kan bidrage til en afskærmning mod motorvejen og bybåndet. Dog skal skovrejsning i området gøres under hensyntagen til de fritliggende gravhøje, som fortsat skal fremstå synlige i landskabet fra nord til vest.
For Karakterområde 3, ”Karlslunde-Karlstrup bakkelandskab”, anbefales at:
-
Området bør generelt friholdes for skovrejsning, da det strider mod landbrugslandskabets dyrkede eller afgræssede arealer.
-
Firemileskoven (3A) bør sikres som et væsentligt bynært fritidsområde.
For Karakterområde 8, ”Kysten”, anbefales at:
-
Området bør friholdes for ny skov, da det strider mod kystlandskabets åbne karakter og oplevelsen af den sammenhængende kyststrækning.
-
Bevoksningen, der skærmer for bebyggelsen mod vest, bør fastholdes som områdets afgrænsning mod byen.
Karakterområderne 4, 5, 6 og 7 ligger alle i Greve Kommune. Du kan se kort med de fire karakterområder her.